Tværs over Ladakh – Højsommer trek i det høje Himalaya


Dette trek gennemføres, når sommeren er på sit højeste, naturen på sit flotteste og landskaberne mest bjergtagende. De fleste planter er i fuld blomst, og insekter, humlebier, og enlige bier summer rundt i dem. Selv hvor der tilsyneladende intet liv er, er små dyr og insekter i fuld aktivitet. Større dyr som tibetanske vildæsler, marmotter og bjerggeder går i stor flokke med deres unger. Der er nok også en sneleopard i nærheden, som holder øje med byttet, men den kan man selvfølgelig ikke se.

Se en film om lidt af trekket
Vi starter trekket i Ladakhs sydlige del, og i løbet at to uger vandrer vi tværs over Ladakhs mange dale og pas og gennem nogle pragtfulde dalbunde, som viser sig fra deres bedste side med et væld af plante- og dyrearter. Vi krydser 4 pas på mellem 5000 og 5300 meters højde, krydser mange floder, og oplever nogle enestående og varierede landskaber. Undervejs på dette dejlige lange trek er der mulighed for at studere naturen, tage billeder og opleve det fantastiske område.

Tidligere højdeerfaring og udholdenhed er nødvendigt for at man kan klare trekkets fysiske udfordringer.

Dag til Dag Plan

  • Dag 1: Afrejse fra Danmark/Norge og ankomst i Delhi. Transfer til hotellet.
  • Dag 2: Med tog og bil til Naggar.
  • Dag 3: I Naggar landsby.
  • Dag 4: Naggar – Jispa.
  • Dag 5: Jispa – Patsio.
  • Dag 6: Patsio – Sarchu – Tso Masik. Trek starter.
  • Dag 7: Tso Masik – Morang La base
  • Dag 8: Morang La base – River Camp
  • Dag 9: River camp – Yakbu .
  • Dag 10: Yakbu – Lungmoche .
  • Dag 11: Lungmoche – Dat .
  • Dag 12: Hviledag i Dat landsby.
  • Dag 13: Dat – Sorra.
  • Dag 14: Sorra – Hankar Phu.
  • Dag 16: Hankar Phu – Nimaling.
  • Dag 16: Dag i Nimaling.
  • Dag 17: Nimaling – Shang Sumdo – Leh.
  • Dag 18: Sightseeing in Leh.
  • Dag 19: Fly til Delhi.
  • Dag 20: Sightseeing i Delhi og hjemrejse.
  • Dag 21: Ankomst i Danmark/Norge.

Detaljeret Rejseplan

13.juli: Afrejse fra Danmark/Norge og ankomst i Delhi: Afrejse om morgenen fra Kastrup med ankomst i Delhi lufthavn. Vi bliver hentet i lufthavnen og kørt til et godt, centralt beliggende hotel.

14.juli: Delhi-Naggar. Fra millionby til bjerglandsby: Om morgenen tager vi af sted fra Delhi mod Naggar i Kulludalen, som også kaldes “Gudernes dal”. Vi kører enten i en god airkonditioneret bil eller i en kombination af tog og bil. Undervejs kører vi over de flade indiske sletter, hvorfra Himalaya lige pludselig rejser sig. Vi kører igennem Himalayas yderste bjergkæder og derfra videre gennem Beas slugten til Naggar (1750 m.o.h.). Man skal være forberedt på en lang køretur, som tager det meste af dagen. Vi ankommer til vores hotel sent om aftenen.

15.juli: I bjerglandsbyen Naggar: Vi kommer frem til den lille bjerglandsby Naggar om morgenen. Naggar er en spændende lille landsby med mange, flotte templer. Den har tidligere været hovedstad i Kullu kongerige i mange hundrede år, og fra den tid stammer et gammelt palads, som vi besøger. Dagen bruges til at se Naggar og til at hvile sig efter rejsen.

16.juli: Naggar – Jispa: I dag kører vi til Lahaul. Vi starter om morgenen gennem Kulludalen, og efter en times tid begynder vi at køre op mod Rohtang pas (3976 m.o.h.). På den anden side af passet er husstil, sprog, kultur o.s.v. helt forskellig fra den i Kulludalen. Vi kører langs den brusende Chandraflod, og vi ser de flotte udsigter til Himalayas hængende gletsjere mod venstre. Senere på dagen kører vi gennem Keylong, som er hovedstad i Lahaul, og langs Bhaga floden til Jispa, hvor vi slår trekkets første lejr.

17. og 18. juli: Jispa – Patsio – Tso Masik: Vi begynder med at køre langs Bhaga floden til toppen af det næste pas på 4890 meters højde. Passet hedder Baralacha, som betyder ”crossroads”. To af de gamle handelsruter mellem Indien, Tibet og Centralasien mødes her. Passet er ca. 6 km langt og et af de længste bjergpas i Himalaya. På den anden side skifter scenen endnu en gang. Nu har vi forladt Lahauls grønne bjergskråninger, og vi ser en ny verden med golde bjergskråninger, massivt store områder med kæmpemæssige sten, flade sletter og Himalayas sneklædte tinder udfolde sig foran os. Vi har krydset Himalayas største, højeste og længste bjergkæder, og vi befinder os på Lingtis sletter på nordsiden af Himalaya. Her venter vores hestefolk på os. Hestene bliver læssede, og vi begynder vores trek med at gå ca. 2 timer til vores flotte lejr, som ligger godt blandt piletræer ved siden af floden.

19. juli: Tso Masik – Morang La base: I dag er der igen et kort etape på 3 til 4 timer. Vi går et stykke tid langs floden, før vi drejer nord ind i gennem en meget snæver slugt, som langsomt åbner sig. Efter en kort opstigning fra bunden af slugten kommer vi til vores lejr, hvorfra vi næste dag skal begynde opstigningen mod Morang La pas.

20. juli: Morang La base – Morang La – River camp: Stigningen op mod Morang La pas er meget stejl, og det tager op til 5 timer at nå toppen af passet, som er 5300 meter højt. På den anden side går det lige så stejlt nedad til en lille græseng ved en lille flod, hvor vores lejr er.

21. juli: River camp – Lun – Yakbu: Vi går ca. 50 meter opad fra lejren til et ørkenagtigt landskab. Ca. 2 timers gang herfra kommer vi til et meget dramatisk landskab med kobberfarvede og gyldent brune bjergsider, hvorfra vi kan se ned til blå floder med små grønne oase langs bredderne. Senere krydser vi disse floder for at komme frem til vores skønne lejrplads, som ligger på en pragtfuld eng i Yakbo.

22. juli: Yakbu – Sangtha – Lungmo Che: Vi starter dagen med at krydse Zarafloden. Vi fortsætter langs Zarafloden i nogle timer, og så kommer vi til et sted, hvor der er en meget smuk udsigt mod mange buddhistiske chhorten(stupaer), som er bygget af nomaderne. Her krydser vi Zarafloden en gang til, og så går vi ind i et vidunderligt klippeagtigt landskab til toppen af en bjergkam. Her flader dalen ud, og vi forsætter langsomt stigningen mod nomadelandsbyen Lungmo Che. Herfra kan vi se Yar La passet, som vi skal krydse næste dag.

23. juli: Lungmo che – Dat: Fra Lungmo Che er der en relativ kort stigning mod Yar La passet (5000 meter). Yar La betyder sommerpas på det lokale sprog. På den anden side af passet ændrer terrænet sig og bliver helt ørkenagtigt, og sådan ser det ud på resten af ruten op til Dat landsby, hvor flere små vandkilder udspringer i grønne enge og danner Khurnafloden. Her slår vi lejr på en af engene. Landsbyen ligger lidt væk fra lejren, hvor der også et større kloster og en enkelt munk.

24. juli: Hviledag i Dat: Hviledagen kan flyttes til en anden dag på trekket efter behov.

25. juli: Dat – Sorra: Trekket fortsætter gennem nogle fantastiske slugter, forbi buddhistiske chortens og små pilebuske langs Khurnafloden. Normalt er vandet i floden klart og man kan se fisk i vandet. Det er en af Harinders favoritdage på trekket. Efter ca. 3 timer krydser vi floden og bevæger os ind i en sideslugt, som senere åbner sig ud i en bredere dal ved den efterladte nomadelandsby Sorra. Lidt efter Sorra og et par flodkrydsninger slår vi lejr. Fra lejren kan man se Zalung Karpo La passet, som vi skal krydse næste dag.

26. juli: Sorra – Hankar Phu over Zalung Karpo La passet: I dag er der en rigtig lang etape over Zalung Karpo La pas (5250 meter). I starten, hvor vi går i flodlejet og krydser små vandløb, der løber ind fra sidedalene, er stigningen til passet let, men efter et par timer bliver stigningen stejlere. Fra passet er der fine udsigter mod Stok bjergkæden og mod mange høje bjergtinder som f.eks. Kang Yatse. På vejen ned fra passet går vi langs floden Zalung Karpo Chu, som vi krydser flere gange, inden vi til når frem til en smuk eng, hvor vi slår lejr.

27. juli: Hankar Phu – Nimaling: Vi følger floden nedad og krydser den frem og tilbage et par gange, indtil vi møder en sidesti som går opad langs en bjergskråning i et fantastiskt farverigt landskab domineret af Kang Yatse’s imponerende og smukke snedækkede top. I løbet af eftermiddagen kommer vi frem til vores lejr i Nimaling.

28. juli: I Nimaling: Nimaling er et kæmpestort engområde, som er omringet af sneklædte bjerge. Det fungerer som sommer-græsgang for landsbyerne længere nede i dalen. En lille flod flyder langsomt midt i dalen, og på den anden side af den ligger landsbyernes sommersæter. Der vokser mange forskellige plantearter her. Vi går en tur i Nimaling og udforsker området. Vi kan se flokke af vilde får, marmot familier og fugle. Vi kommer tilbage til vores lejr om eftermiddagen.

29. juli: Nimaling – Shang Sumdo – Leh: Fra sletterne i Nimaling krydser vi Nimaling Chu floden og begynder vores stigning op til Gongamaru La passet. Gongamaru La er med sine 5250 meters højde er vores fjerede og sidte pas på trekket. Fra passet går det stejlt ned til Lhartse og til hyrdeområder i Chuskirmo, Chukdo og Shang Sumdo. Fra Shang Sumdo køre vi ca. 1 time i biler til Leh og tjekker ind på vores hotel.

30. juli: Sightseeing i Leh: Vi tager afsted på formiddagens sightseeing tur i Leh. Vi besøger Tsemo Gompa, som ligger oven over Leh, og hvorfra man har panorama udsigter udover Leh by. Så besøger vi det store Sankar kloster, som ligger malerisk midt i Lehs nordlige del. Herfra går turen til den japansk byggede Shanti Stupa i byens nordvestlige del, og så kommer vi tilbage til Leh byen og dens spændende basarer. Eftermiddagen bruges til at udforske byens mange markeder og gader.

31. juli: Leh til Delhi med fly: Spektakulær flvetur over Himalaya til Delhi. Vi flyver over hele bredden af Himalaya til Delhi.

1. august: Delhi. Sightseeing i Delhi. Delhi har mange seværdigheder. Vi begynder turen med at besøge Rajghat, som er Mahatama Gandhi’s mindesmærke. Herfra kommer vi tilbage til den gamle Delhi by, hvor vi tager en tur gennem Red Fort, der blev bygget af moghulerne i deres storheds tid. Turen fortsætter forbi India Gate. Om eftermiddagen ser vi Qutub Minar, som med sin 72,5 meter er den højeste minaret i verden. Vi kommer til Lotus templet, som er Bahai religionens flotte tempel. Sidst på eftermiddag kommer vi til Humayun’s gravsted, som er et spektakulært Mogul Monument. Det imponerende monumentet er på UNESCO’s verdensarvsliste, og det står majestætisk i en stor have. Om aftenen kører vi til Delhi lufthavn og flyver tilbage til Danmark.

2. august: Ankomst til Danmark/Norge.

Pris Information
Pris per person: 15.740 kr.
Prisen er baseret på dobbeltværelse i hoteller og 2 personer telt.
Enkeltværelse- og telttillæg: 1.800 kr.
Prisen inkluderer:

  • 1. Afhentning i lufthavnen i Delhi.
  • 2. Alle hotelophold med morgenmad.
  • 3. Al transport efter ankomst i Indien.
  • 4. Indenrigsflybillet Leh – Delhi.
  • 5. Alle entreer, trekking tilladelser, rejser tilladelser, Nationalpark gebyrer.
  • 6. Dansk rejseleder og guide.
  • 7. Fuld trek pakke med mad, kok, hjælpere, heste, sovetelte, luftmadrasser, isolering madrasser, toilet telt mm.
  • 8. Bidrag til Rejsegarantifonden.

Ikke inkluderet:

  • 1. Flybillet til og fra Delhi i Indien. Vi giver gerne tilbud på flybillet.
  • 2. Rejseforsikring og afbestillingsforsikring.
  • 3. Visum og visumgebyr til Indien.
  • 4. vaccinationer.
  • 5. Drikkevarer og drikkepenge.

Kort


« | »

Hvad siger vores kunder

Book en tur

Book en tur

Send os din Feedback

info@magicalhimalaya.dk

Hjælp os at blive bedre

Få svar på din spørgsmål

Få svar på din spørgsmål

Nyhedsbrev