På Nomadernes Rute til Markhadalen


Dette pragtfulde trek tager os fra Lingtis sletter i det sydlige Ladakh til Kharnaks nomadeområde og herfra videre til Markhadalen over Zalung Karpo La pas. Trekket går gennem varierede landskaber med både landsbyer og spændende natur. Vi starter på Lingtis sletter, hvor hyrderne fra Kangra kommer med deres dyr om sommeren, og derfra går vi videre over Morang La Pas til Kharnak, som er domineret af nomader.

Vi kommer forbi nomadernes sommersætre, hvor nomaderne passer deres yak og får, og vi kommer gennem deres vinterlandsbyer, som er så enkle, at man skal se dem for at tro, at man kan leve med så lidt. De bliver også kun brugt i en kort tid i den kolde, barske vinter, og der hjælper det ikke at bygge store flotte huse, hvis man skal kunne holde varmen. Undervejs kan det være tørt og støvet, og pludselig dukker der en landsby frem midt i grønne marker og græsgange. Det er en vidunderlig oplevelse, og det er selvfølgelig ofte her, vi gør holdt for natten, fordi der er dejligt at være, og fordi der er vand.

Senere går vi langs floder, der bugter sig gennem stejle grønne slugter, og vi krydser floderne flere gange. Vi kommer over adskillige pas, der alle på toppen er prydet med buddhistiske bedeflag, som blafrer i vinden.

Så når vi frem til Markhadalen, hvor landsbyen Hankar byder os velkommen. Nu er vi kommet til et område, hvor landsbyerne mere er baseret på landbrug, og vi kan tydeligt fornemme forskellen på nomadernes og de mere fastboendes liv. Vi har endnu et par pas foran os, før vi når frem til Stok og Leh.

Dette pragtfulde trek over sletter og gennem ørkenagtige landskaber, gennem slugter og floder og over flere pas gennem nomadernes områder og frem til Markhadalens mere etablerede landsbyer er et spændende og krævende trek i det lille Tibet, som Ladakh også kaldes. Tidligere erfaring i højder er en fordel for at kunne gennemføre dette trek.

Ladakh med os: Ladakh var næsten vores baghave, dengang vi boede i Himalaya med vores børn. Om sommeren når monsunregnen blev lidt lovlig kraftig, kørte vi til Ladakh, som bare lå et par bjergpas fra hvor vores hus. Her var der en skyfri himmel, dejlig sol og naturen var på sit flotteste. Over tiden er det blevet til utallige ture til Ladakh, og vi kender mange af disse steder og trekkingstier ud og ind. Vi har nogle af de mest professionelle Ladakh mandskaber og guides, og vi kender dem alle personligt. Vi er også selv guides på flere af turene. Læs mere Sommerferie på verdens tag

Dag til Dag Plan

  • Dag 1: Afrejse fra Danmark/Norge og ankomst i Delhi. Transfer til hotellet.
  • Dag 2: Med tog og bil til Naggar.
  • Dag 3: I Naggar landsby.
  • Dag 4: Kort vandretur i omkringliggende landsbyer.
  • Dag 5: Naggar – Jispa.
  • Dag 6: Jispa – Sarchu – Tso Masik. Trek starter.
  • Dag 7: Tso Masik – Morang La lejren
  • Dag 8: Morang La lejr – River Camp
  • Dag 9: River camp – Yakbu .
  • Dag 10: Yakbu – Lungmoche .
  • Dag 11: Lungmoche – Dat .
  • Dag 12: Hviledag i Dat landsby.
  • Dag 13: Dat – Sorra.
  • Dag 14: Sorra – Hankar Phu.
  • Dag 15: Hankar Phu – Markha.
  • Dag 16: Markha – Skiu.
  • Dag 17: Skiu – Shingo.
  • Dag 18: Shingo – Rumbak.
  • Dag 19: Rumbak – Zingchen – Leh.
  • Dag 20: Sightseeing in Leh.
  • Dag 21: Fly til Delhi.
  • Dag 22: Sightseeing i Delhi og hjemrejse.
  • Dag 23: Ankomst i Danmark/Norge.

Bemærk: Turen kan afkortes til 21 dage efter behov. Turen kan inkludere besøg til Taj Mahal.

Detaljeret Rejseplan

Dag 1: Afrejse fra Danmark/Norge og ankomst i Delhi: Afrejse om morgenen fra Kastrup med ankomst i Delhi lufthavn. Vi bliver hentet i lufthavnen og kørt til et godt, centralt beliggende hotel.

Dag 2: Delhi-Naggar. Fra millionby til bjerglandsby: Om morgenen tager vi af sted fra Delhi mod Naggar i Kulludalen, som også kaldes “Gudernes dal”. Vi kører enten i en god airkonditioneret bil eller i en kombination af tog og bil. Undervejs kører vi over de flade indiske sletter, hvorfra Himalaya lige pludselig rejser sig. Vi kører igennem Himalayas yderste bjergkæder og derfra videre gennem Beas slugten til Naggar (1750 m.o.h.). Man skal være forberedt på en lang køretur, som tager det meste af dagen. Vi ankommer til vores hotel sent om aftenen.

Dag 3: I bjerglandsbyen Naggar: Vi kommer frem til den lille bjerglandsby Naggar om morgenen. Naggar er en spændende lille landsby med mange, flotte templer. Den har tidligere været hovedstad i Kullu kongerige i mange hundrede år, og fra den tid stammer et gammelt palads, som vi besøger. Dagen bruges til at se Naggar og til at hvile sig efter rejsen.

Dag 4: Lille vandretur: I dag tager vi på en lille vandretur i omegnen af Naggar. Vi kommer gennem en dejlig natur og gennem flere små, maleriske landsbyer. Vi skal også gøre os klar til at begynde vores trek.

Dag 5: Naggar – Jispa: I dag kører vi til Lahaul. Vi starter om morgenen gennem Kulludalen, og efter en times tid begynder vi at køre op mod Rohtang pas (3976 m.o.h.). På den anden side af passet er husstil, sprog, kultur o.s.v. helt forskellig fra den i Kulludalen. Vi kører langs den brusende Chandraflod, og vi ser de flotte udsigter til Himalayas hængende gletsjere mod venstre. Senere på dagen kører vi gennem Keylong, som er hovedstad i Lahaul, og langs Bhaga floden til Jispa, hvor vi slår trekkets første lejr.

Dag 6: Jispa – Brandy Nallah – Tso Masik: Vi begynder med at køre langs Bhaga floden til toppen af det næste pas på 4890 meters højde. Passet hedder Baralacha, som betyder ”crossroads”. To af de gamle handelsruter mellem Indien, Tibet og Centralasien mødes her. Passet er ca. 6 km langt og et af de længste bjergpas i Himalaya. På den anden side skifter scenen endnu en gang. Nu har vi forladt Lahauls grønne bjergskråninger, og vi ser en ny verden med golde bjergskråninger, massivt store områder med kæmpemæssige sten, flade sletter og Himalayas sneklædte tinder udfolde sig foran os. Vi har krydset Himalayas største, højeste og længste bjergkæder, og vi befinder os på Lingtis sletter på nordsiden af Himalaya. Her venter vores hestefolk på os. Hestene bliver læssede, og vi begynder vores trek med at gå ca. 2 timer til vores flotte lejr, som ligger godt blandt piletræer ved siden af floden.

Dag 7: Tso Masik-Morang La base: I dag er der igen et kort etape på 3 til 4 timer. Vi går et stykke tid langs floden, før vi drejer nord ind i gennem en meget snæver slugt, som langsomt åbner sig. Efter en kort opstigning fra bunden af slugten kommer vi til vores lejr, hvorfra vi næste dag skal begynde opstigningen mod Morang La pas.

Dag 8: Morang La base – Morang La – River camp: Stigningen op mod Morang La pas er meget stejl, og det tager op til 5 timer at nå toppen af passet, som er 5300 meter højt. På den anden side går det lige så stejlt nedad til en lille græseng ved en lille flod, hvor vores lejr er.

Dag 9: River camp – Lun – Yakbu: Vi går ca. 50 meter opad fra lejren til et ørkenagtigt landskab. Ca. 2 timers gang herfra kommer vi til et meget dramatisk landskab med kobberfarvede og gyldent brune bjergsider, hvorfra vi kan se ned til blå floder med små grønne oase langs bredderne. Senere krydser vi disse floder for at komme frem til vores skønne lejrplads, som ligger på en pragtfuld eng i Yakbo.

Dag 10: Yakbu-Sangtha-Lungmo Che: Vi starter dagen med at krydse Zarafloden. Vi fortsætter langs Zarafloden i nogle timer, og så kommer vi til et sted, hvor der er en meget smuk udsigt mod mange buddhistiske chhorten(stupaer), som er bygget af nomaderne. Her krydser vi Zarafloden en gang til, og så går vi ind i et vidunderligt klippeagtigt landskab til toppen af en bjergkam. Her flader dalen ud, og vi forsætter langsomt stigningen mod nomadelandsbyen Lungmo Che. Herfra kan vi se Yar La passet, som vi skal krydse næste dag.

Dag 11: Lungmo che-Dat: Fra Lungmo Che er der en relativ kort stigning mod Yar La passet (5000 meter). Yar La betyder sommerpas på det lokale sprog. På den anden side af passet ændrer terrænet sig og bliver helt ørkenagtigt, og sådan ser det ud på resten af ruten op til Dat landsby, hvor flere små vandkilder udspringer i grønne enge og danner Khurnafloden. Her slår vi lejr på en af engene. Landsbyen ligger lidt væk fra lejren, hvor der også et større kloster og en enkelt munk.

Dag 12: Hviledag i Dat: Hviledagen kan flyttes til en anden dag på trekket efter behov.

Dag 13: Dat-Sorra: Trekket fortsætter gennem nogle fantastiske slugter, forbi buddhistiske chortens og små pilebuske langs Khurnafloden. Normalt er vandet i floden klart og man kan se fisk i vandet. Det er en af Harinders favoritdage på trekket. Efter ca. 3 timer krydser vi floden og bevæger os ind i en sideslugt, som senere åbner sig ud i en bredere dal ved den efterladte nomadelandsby Sorra. Lidt efter Sorra og et par flodkrydsninger slår vi lejr. Fra lejren kan man se Zalung Karpo La passet, som vi skal krydse næste dag.

Dag 14: Sorra – Zalung Karpo La passet: I dag er der en rigtig lang etape over Zalung Karpo La pas (5250 meter). Stigningen til passet er let i starten, hvor vi går i flodlejet og krydser små vandløb fra sidedale. Efter et par timer bliver stigningen stejlere. Fra passet er der fine udsigter mod Stok bjergkæden og mod mange bjergtinder som f.eks. Kang Yatse. På vejen ned fra passet går vi langs floden Zalung Karpo Chu, som vi krydser flere gange, inden vi til når frem til vores lejr.

Dag 15: Gennem Markhdalen: Efter ca. 2 timers gang fra lejren når vi frem til Markhadalen, hvor vi kan se grønne bygmarker og de første huse i Hankar landsbyen. Det føles ret specielt at komme frem til lidt mere beboede område efter mange dages trek gennem naturen og skønne, øde områder. Vi fortsætter langs Markhafloden forbi Umlung landsby til Markha landsby, hvor vi slår lejr lidt udenfor landsbyen.

Dag 16: Gennem Markhadalen: Vi fortsætter gennem Markhadalen. Stien følger dalbunden, hvor der er flotte vilde rosenbuske og stejle klipper på begge sider. Vi kommer forbi maleriske buddhistiske stupaer, mane-vægge, som ofte ses ved landsbyerne, og ind i mellem kommer vi forbi enkelte huse og grønne marker. Efter 6- 7 timers gang når vi til Skiu landsby, hvor der er en lejr plads i nærheden af floden.

Dag 17: Skiu-Shingo: En kort etape gennem en slugt bringer os til Shingo landsbyen. Vi nyder en afslappet eftermiddag og aften i lejren.

Dag 18: Shingo – Rumbak: Fra vores lejr kan vi se ruten til Gandha La passet. Der er en jævn, lang stigning op til passet, hvorfra der er nogle pragtfulde udsigter til alle sider. Mod syd kan man se Zanskars farverige bjerge og mod nord og øst, er der de sneklædte tinder i Stok og Karakorum bjergkæderne. Fra Gandha La toppen kommer vi ned til Yurutse og Rumbak landsbyerne. Vores lejr ligger i en eng under Rumbak landbyen.

Dag 19: Rumbak – Zingchen – Leh: Vi følger stien langs floden og gennem en skov af piletræer i bunden af dalen. Vi krydser floden flere gange frem og tilbage. Det er ca. 2 timers gåtur til Zingchen, hvorfra vi kører ca. 1 time med bil til Leh.

Dag 20: Sightseeing i Leh: Vi tager afsted på formiddagens sightseeing tur i Leh. Vi besøger Tsemo Gompa, som ligger oven over Leh, og hvorfra man har panorama udsigter udover Leh by. Så besøger vi det store Sankar kloster, som ligger malerisk midt i Lehs nordlige del. Herfra går turen til den japansk byggede Shanti Stupa i byens nordvestlige del, og så kommer vi tilbage til Leh byen og dens spændende basarer. Eftermiddagen bruges til at udforske byens mange markeder og gader.

Dag 21: Leh til Delhi med fly: Spektakulær flvetur over Himalaya til Delhi. Vi flyver over hele bredden af Himalaya til Delhi.

Dag 22: Delhi. Sightseeing i Delhi. Delhi har mange seværdigheder. Vi begynder turen med at besøge Rajghat, som er Mahatama Gandhi’s mindesmærke. Herfra kommer vi tilbage til den gamle Delhi by, hvor vi tager en tur gennem Red Fort, der blev bygget af moghulerne i deres storheds tid. Turen fortsætter forbi India Gate. Om eftermiddagen ser vi Qutub Minar, som med sin 72,5 meter er den højeste minaret i verden. Vi kommer til Lotus templet, som er Bahai religionens flotte tempel. Sidst på eftermiddag kommer vi til Humayun’s gravsted, som er et spektakulært Mogul Monument. Det imponerende monumentet er på UNESCO’s verdensarvsliste, og det står majestætisk i en stor have. Om aftenen kører vi til Delhi lufthavn og flyver tilbage til Danmark.

Dag 23: Ankomst til Danmark/Norge.

Pris Information
Pris per person: 17.380 kr.
Prisen er baseret på dobbeltværelse i hoteller og 2 personer telt.

Prisen inkluderer:

  • 1. Afhentning i lufthavnen i Delhi.
  • 2. Alle hotelophold med morgenmad.
  • 3. Al transport af ankomst i Indien.
  • 4. Indenlandsk Billet Leh – Delhi.
  • 5. Alle entreer, trekking tilladelser, rejser tilladelser, Nationalpark gebyrer.
  • 6. Dansk rejseleder og guide.
  • 7. Fuld trek pakke med mad, kok, hjælpere, heste, sovende telte, luftmadrasser, isolering madrasser, toilet telt.
  • 8. Bidrag til Rejsegarantifonden.

Ikke inkluderet:

  • 1. International flyvning. Vi er glade for at pakke pris.
  • 2. Rejseforsikring og afbestillingsforsikring.
  • 3. Visum og visumgebyr til Indien.
  • 4. vaccinationer.
  • 5. Drikkevarer og tip.

Kort

Se det på et større kort


« | »

Hvad siger vores kunder

Book en tur

Book en tur

Send os din Feedback

info@magicalhimalaya.dk

Hjælp os at blive bedre

Få svar på din spørgsmål

Få svar på din spørgsmål

Nyhedsbrev