Økologitur til Sikkim


Langt ude i Himalaya, mellem Nepal og Bhutan, og væk fra Indiens kaotiske byer og store folkemængder, ligger det fredfyldte og mystiske Sikkim. Et lodret land hvor højden falder fra 8586 moh til 200 moh indenfor ca. 80 km i fugleflugt.
Rejsen bliver organiseret i samarbejde med Økologisk Landsforening.

Cirka 90 procent af Sikkims areal er dækket af skov, og her er en fantastisk stor biodiversitet med bl.a. mange forskellige rododendron, orkideer og sommerfugle. Det mægtige Kangchenjunga, verdens tredje højeste bjerg på 8586 meter, er synligt fra stort set alle større byer, og på vores rejse i Sikkim kommer vi til at se den smukke top fra mange vinkler. Kangchenjunga betyder ”fem skatte i den evige sne”, og i Sikkim regnes det som et helligt bjerg, som bevogter og beskytter hele delstaten.

Gennem generationer har Sikkims befolkning værdsat naturen, og bønderne har dyrket eksotiske afgrøder som stor kardemomme, ingefær, gurkemeje, ris, grønsager og frugter i næsten lukkede produktionssystemer uden input udefra. På denne rejse vil vi møde bønderne i små landsbyer, og vi vil gå med dem ud i deres marker og i deres plantager med stor kardemomme, som vokser under et herligt skovdække. Vi kommer til at opleve, at bønderne sætter stor pris på økologi, og at de er stolte af deres produkter. Vi taler med dem om fordelene ved at producere økologisk, og om de problemer, de har med sygdomsbekæmpelse osv. Vi besøger og overnatter i Sikkims eneste teplantage, som selvfølgelig også er økologisk. Her skal vi se, hvordan teen produceres, og vi skal nyde en fantastisk udsigt til de grønne tebuske tæt på med det snedækkede Kangchenjunga i baggrunden. Udover Kangchenjunga byder rejsen også på overvældende udsigter mod det østlige Himalaya, hvor nogle af verdens højeste bjergtinder knejser mod himlen.

Vi overnatter i hyggelige, gode, velafprøvede hoteller. En af de første dage skal vi bo på et traditionsrigt, historisk hotel, og her får vi en helt speciel oplevelse. Ejerens far var rådgiver for kongen i Sikkim, dengang Sikkim var et selvstændigt kongedømme, og han vil give os et indblik i Sikkims spændende historie.

Rejsen slutter i Darjeeling, som ligger lige syd for Sikkim. Her starter vi dagen med sightseeing til Himalayan Mountaineering Institute, hvorfra mange historiske ekspeditioner til Mount Everest, inklusive den med Edmund Hillary og Tenzin Norgay, er taget af sted. Vi besøger en spændende zoologisk have og nyder en gåtur gennem Darjeelings teplantager. Fra Darjeeling kører vi til Bagdogra, hvorfra vi flyver tilbage til Danmark via Delhi.

Som tillægstur, vil der vil blive arrangeret et trek på 6 dage specielt for turens deltagere.

Rejsen ledes af Lise Hansted og Harinder Singh, som er opvokset i Himalaya. Begge har en stor viden om landbrug i Indien og i Danmark. De har tidligere boet mange år i Himalaya sammen med deres børn, hvor de bl.a. holdt bier og drev en æbleplantage. Harinder har vandret i bjergene i hele sit liv og kender både natur og kulturforholdene ind og ud. Lise er specialiseret i bier og bibestøvning, og hun har arbejdet med udviklings- og forskningsprojekter mange steder i verden. Tilsammen ejer de Magical Himalaya.

Dag til Dag Plan

  • Dag 1: Afrejse fra Danmark om eftermiddgaen.
  • Dag 2: Ankomst i Delhi og videre og med fly til Siliguri. Transfer til hotellet.
  • Dag 3: Siliguri til Sikkims hovedstad Gangtok.
  • Dag 4: Sikkim Organic Mission og Institute of Tibetology.
  • Dag 5: Besøg til en landmandsorganisation og en bondegård i Nordsikkim.
  • Dag 6: Gangtok til Temitar og besøg til Temi Teplantage.
  • Dag 7: Temi til Namchi. Besøg en bonde i Denchong og en orkideproduktion.
  • Dag 8: Køre til Ravangla og videre til Yuksom, den tidligere hovedstad.
  • Dag 9: I Yuksom. Kardemomme plantager og Dubdhi kloster.
  • Dag 10: I Yuksom. Chilli bonde og Kroningsstedet.
  • Dag 11: Videre til Pelling, mandariner i Rimbi, Pemayantse kloster og Rabadantse ruiner.
  • Dag 12: Køre til Darjeeling. Økoturisme, ananasplanter og brodløse bier.
  • Dag 13: I Darjeeling. Teplantage, zoologisk have, bjergbestigningsinstitut og toy train.
  • Dag 14: Køre til Bagdogra lufthaven og med eftermiddagsfly til Delhi. Transfer til hotellet.
  • Dag 15: Hjemrejse om morgenen med ankomst i Danmark sent på eftermiddagen/aftenen.

Detaljeret rejseplan

25. oktober: Afrejse fra København om eftermiddagen.

26. oktober: Ankomst i Delhi og videre til Siliguri:
Vi ankommer i Delhi tidligt om morgenen. Fra Delhi flyver vi godt to timer mod øst til Bagdogra. Fra flyet kan man se det indiske lavland mod syd og mod nord Himalayas høje tinder, der knejser over skyerne. På en klar dag kan man se flere af verdens højeste bjerge inklusive Mount Everest, Dhaulagiri, Manaslu, Annapurna, Makalu mm. Og til sidst lige før landingen kan vi skimte verdens tredje højeste bjerg, det massive Kangchenjunga, i horisonten. Det er der i dalene, på bjergkammene og på skråningerne omkring Kangchenjunga, at vi skal være de næste 12 dage.

Kanchenjunga, som også kaldes Khangchendzonga, er det helligste bjerg i Sikkim, og den lokale befolkning opfatter det som en beskyttende guddom. Bjerget er med sine 8586 meter det tredje højeste bjerg i verden efter Mount Everest og K2. Oversat til dansk betyder Kangchenjunga noget i retning af ”fem skatte i sneen” eller ”fem borge i sneen”. Fem fordi toppen består af en bjergkam med fem toppe, som alle er godt over 8000 meter. Bjerget er synligt fra de fleste bjergkamme i Sikkim, og man kan opleve dets fantastiske form ændre sig afhængig af, hvilken vinkel man ser det fra.

Vi ankommer til Bagdogra midt på dagen, og herfra kører vi ca. 40 minutter til Siliguri til vores centralt beliggende fine hotel.

27. oktober: Siliguri til Sikkims hovedstad Gangtok:
I dag kører vi ca. 118 km nordpå til Gangtok. Siliguri ligger i 125 meters højde ved foden af Himalaya i delstaten Vestbengalen i lavlandet, og byen Gangtok dækker flere bjergskråninger og bjergkamme i ca. 1700 meters højde i Sikkim.

Vi følger vejen gennem smukke skove og gennem små landsbyer til Sevoke ved Teesta floden. Fra Sevoke følger vi den mægtige, brusende Teesta flod til Rangpo, hvorfra vi kører ind i Sikkim. Her bliver vores rejsetilladelser kontrolleret, og vores pas bliver stemplet. Fra Rangpo fortsætter vi langs Teesta floden til Singtam by, hvor vi drejer mod nordøst og begynder at køre opad mod Gangtok. Vi ankommer i Gangtok i løbet af eftermiddagen og tjekker ind på vores hotel.

28. oktober: Sikkim Organic Mission og Institute of Tibetology:
Om formiddagen skal vi besøge Sikkim Organic Mission. Allerede i 2004 blev der vedtaget en lovgivning, som havde til formål at gøre Sikkim til en 100 % økologisk delstat. Sikkim har traditionelt været økologisk, og brugen af kemisk gødning og pesticider har været meget lav. Fra 2004 har man gennem lovgivningen sikret, at alle former for kemisk gødning og pesticider langsomt er blevet fjernet fra Sikkim, indtil Sikkim i 2016 blev erklæret 100 % økologisk. Initiativet blev hædret med en guldmedalje i prisen Future Policy Awards, der blev uddelt ved en FAO-konference i Rom i efteråret 2018. Sikkim Organic Mission blev etableret den 15. august 2010, og dens formål er at fremme det økologiske landbrug, etablere certificerings systemer og udvikle markedsføringsstrategier og salgskanaler for økologiske landbrugsprodukter både i de indiske og internationale markeder.

Vi bliver orienteret om økologisk landbrug i Sikkim af en af de ansvarshavende i Sikkim Organic Mission, men det er afhængigt af, at der ikke er uventet fridag, så personalet ikke er tilgængeligt.

Efter frokost besøger vi Namgyal Institute of Tibetology. Instituttet blev etableret i 1958, og dets formål er at fremme og sponsorere forskning indenfor religion, historie, sprog, kunst og kultur i de tibetansk buddhistiske områder i Himalaya, hvilket inkluderer Sikkim. Der er et interessant museum, som huser en sjælden samling af statuer, rituelle genstande, traditionelle kunstgenstande, thangkaer og gamle manuskripter, som er skrevet på sanskrit, tibetansk, kinesisk eller lepcha.

29. oktober: Besøg til en landmandsorganisation og en bondegård i Nordsikkim:
Nordsikkim har traditionelt været et lukket område for turister, og der kræves særlig tilladelse til at besøg Nordsikkim. Området er beboet af Lepcha folk, som er den oprindelige befolkningsgruppe i Sikkim. I dag bor Lepcha befolkningen i små landsbyer og driver blandt andet landbrug på traditionel maner. Køreturen fra Gangtok til Nordsikkim går gennem maleriske landsbyer, forbi dramatiske vandfald og gennem en fantastisk smuk naturskov, og turen er en stor oplevelse i sig selv. Fra Gangtok kører vi op på en bjergkam og følger den smukke vej langs bjergskråningerne til Mangan by, som er Nordsikkims distrikts hovedkvarter. Herfra kører vi ned til floden og over på den anden side til Passingdong landsby. Her besøger vi en Farmer Producer Organisation, som arbejder på at samle landmændene i en gruppe, hvorfra de bedre kan markedsføre deres produkter og lettere skaffe biologisk gødning og andre godkendte økologiske midler med henblik på at øge produktiviteten.

Senere kører vi op til Lingthem landsby, hvor vi møder en bjergbonde som bl.a. dyrker kardemomme og ris. Derudover holder han høns, svin, fisk og honningbier i træstammer mm. Det er fascinerende at se livsstilen, hvor bonden og hans familie næsten udelukkende lever af, hvad der er i nærområdet, og selv producerer det meste. Vi snakker med ham om, hvad økologi betyder for ham og hans dyrkningsmetoder.

30. oktober: Gangtok til Temitar og besøg til Temi Teplantage:
Fra Gangtok kører vi ned til Ranipul og til Singam, hvor vi krydser Teesta floden og begynder at køre opad igen. Sikkim er et lodret land, hvor alle som kommer ned altid skal op igen. Vi kører gennem mange hårnålesving til Tharku landsby. I starten er vejen meget dårlig pga. vejarbejde, fordi vejen bliver gjort bredere, men efter Tarku landsby, bliver den meget bedre. Til sidst ankommer vi til nogle bjergskråninger, som er fuldstændigt dækket af tebuske. Det er Temi Teplantage.

Temi Teplantage er Sikkims svar på de fine kinesiske teer. Teplantagen dækker en bjergskråning på 440 økologiske hektarer, og her er der nogle fabelagtige udsigter mod snedækkede bjergtoppe og skovklædte bjergkamme. Her skal vi se, hvordan tebladene fra en tebusk bliver til en fin teoplevelse. Teplantagen blev etableret i 1969 af den daværende Sikkimesiske Chogyal (Chogyal er det samme som konge), og siden har Temi Te etableret sig som et fint og eksklusivt temærke blandt teforhandlere og tedrikkere.

Vi skal bo på et flot hotel midt inde i teplantagen. Efter ankomsten til hotellet spiser vi frokost og senere besøger vi tefabrikken. Vi går ud på en tur i plantagen sammen med en medarbejder, som fortæller om tedyrkning under økologiske forhold. Her får vi mulighed til at stille alle de spørgsmål om tedyrkning og te, vi har lyst til.

31. oktober: Temi til Namchi. Besøg en bonde i Denchong og en orkideproduktion:
Fra Temi kører vi op mod toppen af bjergkammen på ca. 2050 meter. Herfra følger vejen nogle bjergskråninger gennem skove i ca. 1 time til Namachi by i South Sikkim distrikt. Vi fortsætter gennem Namchi og kører ned til Dong landsby, hvor vi besøger en bonde på sin farm. Vi er kommet ned til ret lave højder, og her er forholdene mere subtropiske, så vi finder afgrøder som sorte mungbønner, linser, kassava mm. Vi bruger formiddagen til at se forholdene og tale med bonden om hans produktion. Landmænd i Sikkim har traditionelt været imod kemikalier. De har flere gange fortalt os, at de hellere vil lade en afgrøde give mindre produktion end at sprøjte og bruge pesticider. Hvis vi får tid besøger vi landmandens hjem. Vi spiser frokost i Dong og kører tilbage til Namchi til vores hotel.

Sikkim er kendt for orkideer, og de vokser vildt på træerne som epiphyter, i bunden af skovene eller i mos på klipper og træstammer. I Sikkim er der 557 orkidearter, af bl.a. arterne Calanthe, Cleisostoma, Cymbidium, Dendrobium, Epigonium, Liparis og Acampe,og her har man dokumenteret et biodiversitetshotspot for orkideer.

Man producerer flere forskellige Cymbidium arter kommercielt i Sikkim. Cymbidium er en tempereret orkideart, som findes i et væld af forskellige blomsterfarver, og som er kendt for at holde længe som afskåret. Den kræver forskellige temperatur og lysforhold til vækst og blomstring. For at fremme plantevækst kræves der varme sommerdage, og for at fremme blomstring kræves der relativt kølige temperaturer og høj lysindstråling, som man kan finde om efteråret. Her i Sikkim kan man klare det hele uden brug af opvarmning eller afkøling. Man flytter simpelthen planterne op til højere beliggende planteskoler, når de skal blomstre. Vi besøger en orkideproducent og ser planteproduktion under vækst og under blomstring.

1. november: Køre til Ravangla og videre til Yuksom, den tidligere hovedstad:
Vi kører et kort stykke fra Namchi til Demthang ad samme vej, som vi kom hertil. Herfra fortsætter vejen til Ravangla by på en vidunderlig smuk bjergkam med udsigter til det sneklædte Himalaya. I Ravangla besøger vi Buddha park. Det er en flot park med en 40 meter høj Buddha statue i den fjerne ende. Under statuen er der en hal, hvor Buddhas gerninger bliver vist på nogle smukke freskoer. Parken bliver også kaldt Tathgata Tsal. Buddha refererede ofte til sig selv som Tathgata i stedet for at sige ”jeg” eller ”mig”, og det er muligvis et forsøg på at fremhæve livets forgængelighed. Tsal kan oversættes som energi eller magt. Så parken betyder Buddhas energi, og den blev indviet af Dalai Lama i 2013 på Buddhas 2550 års fødselsdag.

Efter et herligt besøg i parken spiser vi thukpa, som er en vegetarisk tibetansk ret, i en nærliggende restaurant. Så kører vi ned fra Ravangla til Rangit floden i bunden af dalen. Derfra kører vi op igen gennem flere hårnåle sving til Tashiding, hvor vi skal besøge den historiske Tashiding gompa, som ligger på en kegleformet bjergtop. Her ligger også den berømte Thongwa Randol, som er Sikkims helligste chorten (stupa). Det siges, at en person, som kigger på Thongwa Randol, bliver renset for alle synder.

Fra Tashiding fortsætter vi gennem Lasso, Chongrang og Arithang landsbyerne til Yuksom, hvor vi tjekker ind i vores hotel.

2. november: I Yuksom. Kardemomme plantager og Dubdhi kloster:
Yuksom, som ligger i 1740 meters højde, var Sikkims første hovedstad. Iflg. historien viste Kangchenjunga munken Lhatsun Chempo hertil fra Tibet, og i her i Yuksom mødte han to andre munke. Sammen fandt de tre munke Phuntsog Namgyal, som i følge Guru Rimpoches spådom skulle blive Sikkims første Chogyal (konge). Ifølge Guru Rimpoches spådom skulle Sikkim også blive buddhistisk, og det skete i 1600 tallet.

Yuksom området er centrum for en produktion af stor kardemomme, og under skovdækket vokser tusindvis af stor kardemomme planter. Vi besøger en plantage om formiddagen sammen med ejeren og hører om, hvordan man planter, passer, høster og sælger stor kardemomme. Sikkim står for ca. 88 % af den samlede produktion af stor kardemomme (Amomum subulatum) i Indien. Man har brugt stor kardemomme i ayurvedisk medicin siden 600 år f. kr., og i dag er stor kardemomme en uundværlig ingrediens i de berømte indiske masalaer (krydderiblandinger), i det kinesiske sichuan køkken og i vietnamesiske supperetter.

Om eftermiddagen tager vi af sted på en lille gåtur til Dubdi kloster. Stien går først i gennem Yuksom landsby og senere gennem skov til toppen af en skovklædt bjergkam ovenover Yuksom. Klosteret, som ligger i smukke og fredfyldte omgivelser, stammer fra 1701 og er et af de ældste buddhistiske klostre i Sikkim. En følelse af fred breder sig i en, når man nærmer sig hovedindgangen. Inde i klosteret er der statuer af Puntsok Namgyal, og af de tre munke, som var med til hans kroning. Efter lidt tid i klosteret går vi langsomt tilbage til vores hotel.

3. november: I Yuksom. Chilli bonde og Kroningsstedet:
I Sikkim dyrker man en meget stærk type chilli, som hedder Dalle. Chillien er en vigtig ingrediensen i den lokale madlavning, og den bliver også spist rå som tilbehør eller i pickle. Chilifrugterne er små og runde eller kejleformede, og de bliver først plukket, når de er røde og modne. Denne chillitype er meget efterspurgt, og dyrkningen er en god indkomstgivende forretning for landmændene på disse kanter. I dag besøger vi en chillibonde og ser hans marker lidt udenfor Yuksom, hvor han også dyrker chow chow (en slags squash), trætomat, aubergine mm. Det er godt at høre, når folk i området fortæller entusiastisk om, hvordan de kan producere økologisk med få midler, og hvordan de kan lave deres egen gødning, frø mm selv. De fortæller også, hvordan de er totalt uafhængige af input til deres produktionssystemer udefra. Vi spiser vores medbragte frokost her og kører tilbage til Yuksom.

Om eftermiddagen går vi fra hotellet og hen til Kroningsstedet, hvor Sikkims første konge blev kronet i 1641. Først ser vi Norbugang chorten (stupa), som markerer det oprindelige kroningssted. Det menes, at de mennesker, der deltog i ceremonien, gav en enorm mængde skatte, der stadig skulle være begravet under Norbugang Chorten. På selve kroningsplatformen kan vi se pladserne, hvor de tre munke og kongen sad under ceremonien, og bag ved platformen, vokser der et kæmpestort japansk cedertræ (Cryptomeria japonica). Det er et meget stemningsfuldt sted, som vi går i stilhed og oplever, inden vi går videre til Yuksom landsbys basar, hvor vi oplever det lokale liv.

4. november: Videre til Pelling, mandariner i Rimbi, Pemayantse kloster og Rabadantse ruiner:
I dag kører vi fra Yuksom til Pelling, som er et udsigtspunkt med nogle fantastiske udsigter mod Kangchenjunga bjerget. Vi kan se Pelling by, der ligger i 2.000 meters højde på toppen af bjerget, når vi kigger mod syd fra Yoksum. Det tager ca. 3 timer at køre dertil, men undervejs besøger vi en økologisk mandarinplantage, som ligger i Rimbi landsby. Den har en meget smuk beliggenhed, og ejeren har udviklet den som en økoturist attraktion. Med små 10.000 hektarer er mandariner den største frugtafgrøde i Sikkim. Når frugterne er modne, kan turisterne få lov til at plukke dem og smage økologiske mandariner direkte fra træerne. I bunden af plantagen løber en flod med krystalklart vand, og på den anden side af plantagen, kan man se et dramatisk vandfald. Vi går sammen med plantageejeren, ser plantagen og stiller spørgsmål.

Efter Rimbi landsby krydser vi over til den anden side af floden, hvorfra vi kører op mod Pelling by. Undervejs passerer vi adskillige stor kardemomme plantager omkring Darap by, før vi ankommer i Pelling tidligt på eftermiddagen.

Senere på eftermiddagen besøger vi Pemayangtse klosteret, som ligger 7 km fra Pelling. Klostret hører til buddhismens Nyingmapa sekt og er et af de ældste klostre i Sikkim. Det blev grundlagt af Lama Lhatsun Chempo i midten af 1600-tallet, og senere i 1705 byggede hans tredje reinkarnation klosteret i sin nuværende form. I klosteret er der mange uvurderlige thangka malerier og idoler, som er udstillet på den første etage. Der er også en vidunderlig indviklet træstruktur på syv niveauer med mange af buddhismens mytiske figurer og idoler. Den repræsenter Guru Padamasambhavas bopæl i himlen. Ved indgangen til klosteret er der et tempel for Vajra Varahi, som er en anden mystisk, hellig og magtfuld guddom indenfor Vajrayana buddhismen.

Efter Pemayangtse besøger vi Rabadantse ruiner. Der har været perioder af ro i Sikkims tidlige historie og tider med indtrængen og invasioner fra Nepal og Bhutan samt interne oprør fra nogle lokale stammer. Rabadantse blev etableret som Sikkims anden hovedstad efter Yuksom af Sikkims anden Chogyal, Tensung Namgyal, i midten af 1600 tallet. Hans søn, Chador Namgyal, overtog magten i år 1700, men han var nødt til at flygte til Tibet, efter at hans ældre halvsøster havde afsat ham fra magten ved hjælp af bhutanesere.

Chador Namagyal blev i Tibet i 10 år, og han blev en af buddhismens store lærde og astrolog for den daværende Dalai Lama i Tibet. Med hjælp fra Tibet lykkedes det ham at overtage magten i Radadantse igen. Rabadantse led under mange angreb udefra, og den blev fuldstændigt ødelagt af Nepals styrker i det sene 1770’erne, så kun ruinerne blev tilbage. Den daværende Chogyal, Tenzin Namgyal, flygtede til Tibet, hvor han døde. Hans søn Tsugphud Namgyal blev genindsat som Sikkims Chogyal i 1793, og han flyttede hovedstaden fra Rabadentse til Tumlong i Nordsikkim.

I dag er Rabadantses ruiner et fredet monument under beskyttelse af Archaeological Survey of India. Ruinerne ligger flot på en bjergkam og omringet af skov, hvorigennem en smuk sti leder os til ruinerne. Efter et fortryllende besøg hertil, kommer vi tilbage til vores hotel. Her nyder vi en afslappet aften, mens vi oplever solnedgangen over det sneklædte Kangchenjunga, alt i mens farverne blegner i aftenens skumring.

5. november: Køre til Darjeeling. Økoturisme, ananasplanter og brodløse bier:
Vi kører fra Pelling til Darjeeling i dag. I stedet for at køre direkte til Darjeeling, tager vi en lidt længere tur og besøger en meget opfindsom bjergbonde i nærheden af Rinchenpong by. Han har en lange stribe jord på en stejl bjergkam, hvor man normalt ikke kan producere noget. Men når vi går nedad gennem hans område, ser vi ananasplanter, guava og appelsintræer på begge sider af stien, og vi ser bistader med asiatiske honningbier (Apis cerana) og med brodløse bier. Han producerer også forskellige slags vin og derudover honning fra både de asiatiske honningbier og de brodløse bier. Honning fra brodløse bier er helt speciel, og den hverken ligner eller smager, som den honning, vi er vant til. Alt er selvfølgelig økologisk. Desuden er der en fiskedam. Vi spiser frokost her, før vi drager videre til Darjeeling.

Fra Rinchenpong kører vi til Jorethang, som ligger ved siden af Rangit floden. Jorethang ligger på 330 meters højde og er nok den lavest beliggende større by i hele Sikkim. Fra Jorethang kører vi langs Rangitfloden til Melli, hvor Rangitfloden møder Teesta floden. Her i Melli bliver vores Sikkim tilladelser kontrolleret, før vi kan køre ud af Sikkim, og vi fortsætter til Teesta Basar. Herfra kører vi stejlt op gennem teplantager, skov og små hyggelige landsbyer til Darjeeling på 2130 meters højde. I dag er en lang dag, og vi ankommer i Darjeeling sent på eftermiddagen.

Afhængig af tiden, skal vi til tesmagning og smage de berømte Darjeeling teer, enten i dag eller næste dag.

6. november: I Darjeeling. Teplantage, zoologisk have, bjergbestigning institut og toy train:
Efter morgenmaden på hotellet tager vi af sted på en sightseeing tur i Darjeeling. Vi bruger formiddagen på at besøge en af Darjeelings traditionelle tefabrikker og teplantager, og vi besøger det prestigefyldte Himalayan Bjergbestignings Institut, hvor der bl.a. er et spændende museum om bjergbestigningens tidlige dage. Her blev mange ekspeditioner til Mount Everest inklusive den succesfulde britiske ekspedition i 1953 planlagt, og herfra tog man af sted fra Darjeeling. Der er også en flot og velholdt zoologisk have med sneleopard, rød panda mm.
Om eftermiddagen tager vi af sted på en køretur med et lilleputtog til Ghoom landsby.

7. november: Til Delhi:
Vi kører fra Darjeeling mod Bagdogra lufthavn om morgenen, og herfra flyver vi til Delhi og tjekker ind på hotellet.

8. november: Hjemrejse:
Vi tager et morgenfly fra Delhi og kommer tilbage til København sent på eftermiddagen/aftenen.

Pris og information:
Pris: 23.400 kr.
Enkeltværelsetillæg: 3.900 kr.
Tidspunkt: 25. oktober til 8. november 2020
Antal deltagere: 16-22

Prisen inkluderer:

  • Fly Danmark til Delhi t/r
  • Indenrigsfly Delhi til Bagdogra t/r
  • Alle hotelophold i delt dobbeltværelse
  • Al transport efter ankomst til Indien iflg. programmet
  • Rejsetilladelse til Sikkim.
  • Alle entreer og Innerline tilladelser
  • Alle måltider inkl. vand
  • Alle entreer
  • Rejseledere: Lise Hansted og Harinder Singh
  • Bidrag til Rejsegarantifonden

Prisen inkluderer ikke:

  • Rejseforsikring
  • Afbestillingsforsikring
  • Visumgebyr
  • Vaccinationer
  • Drikkevarer udover vand
  • Drikkepenge

Tillægstur. Et trek i Himalaya
Der bliver organiseret en flot 6 dages trekkingtur specielt for turens deltagere. Det er et vidunderligt trek på grænsen mellem Indien og Nepal, hvorfra der er nogle fantastisk smukke udsigter mod alle verdens højeste bjerge fra Everest til Kangchenjunga. Det er et let trek, hvor vi ofte holder os blandt landsbyer, tæt på veje og ind i mellem kommer op til ca. 3700 moh på selve Singalila bjergkam, hvor vi vandrer i flere dage.

Stien går lidt op og ned på toppen af den mest spektakulære del af bjergkammen. Trekket på Singalila er kendt for de storslåede udsigter, åbne landskaber mod Nepal mod vest, Sikkim og Bhutans bjerge mod øst og det massive Kangchenjunga, verdens tredjehøjeste bjerg på 8598 meter, i forgrunden.

Turen er i let til moderat kategori, og alle med almindeligt godt helbred kan deltage. Overnatning vil være i højkvalitetstelte med gode soveforhold, og der vil være spisetelt, køkkentelt, professionel kok og mandskab samt heste og muldyr til at bære bagagen. Det eneste man selv skal bære, er det, man har brug for i løbet af dagen, f.eks. vand, lidt ekstra tøj, kamera, mm. Turen bliver i alt forlænget med 6 dage.

Detaljeret rejseplan for trek (i alt 6 ekstra dage)
7. november: Darjeeling – Tonglu:
En biltur på ca. to timer bringer os til en lille landsby, som hedder Dhotrey og ligger på 2550 moh. Her møder vi vores trekkingstab og heste. Vi begynder at gå opad gennem skoven. Stien er velholdt og vi stiger langsomt op til bjergkammen på 3050 meters højde ved Tonglu (3070 moh) hvor vi slår lejr. Fra Tonglu er der nogle fine udsigter til Darjeeling by på den ene side og til Kangchenjungakæden på den anden side. 3 timers vandring.

8. november: Tonglu – Kalpokhri:
Efter morgenmaden har vi en kort og let etape til landsbyen Garibans, der ligger i en bambusskov. I begyndelsen går vi ad en flad sti, som tager os forbi en lang buddhistisk hellig stenvæg (månæ) og videre til Tumling landsby. Herfra fortsætter vi lidt fladt og lidt nedad til den maleriske Jaubari landsby på bjergkammen. Efter en tepause i Jaubari går vi nedad en sti til Garibans landsby (2580 moh) tidligt på eftermiddagen. Trekket videre fra Garibans landsby til Kalpokhri er interessant for fugleelskere, da man nogle gange kan se mange fuglearter fra stien. Vi følger en lille vej gennem en tæt rododendron- og magnoliaskov til landsbyen Kalpokri (3025 moh), hvor der er en mørkegrøn lille sø, som er prydet med bedeflag.
6 timers vandring.

9. november: Kalpokhri – Sandakphu:
Fra Kalpokri går vi stejlt opad til Sandakphu, der ligger på Singalila bjergkammen og er et af de højeste punkter på vores trek. Sandakphu ligger på 3636 meters højde, og herfra er der flotte udsigter til Kangchenjunga, Jannu, Makalu, Everest, Lhotse, Nuptse og andre Himalayatinder i Sikkim og Bhutan. Vi går ca. halv time videre til Got, hvor vi slår lejr. 5 timers vandring.

10. november: Sandakphu – Sabargram:
Vi har en lang og spændende etape i dag. Stien går lidt op og ned på toppen af den mest spektakulære del af Singalila bjergkam. Der er nogle fantastiske udsigter til Himalayas bjergtinder hele dagen. Trekket på Singalila med de storslåede udsigter, åbne landskaber med Arundalen i Nepal mod vest, Sikkim og Bhutans bjerge mod øst og det massive Kangchenjunga, verdens tredjehøjeste bjerg på 8598 meter i forgrunden, er simpelthen ikke til at slå. Lejr i Sabargram (3500 moh). 6 timers vandring.

11. november: Sabargram – Samanden:
Vi tilbringer den første del af trekket på Singalila bjergkam, indtil vi kommer til Phalut, hvor der er et lille tehus. Efter en kop te eller kaffe starter vi nedstigningen fra Singalila gennem en pragtfuld skov til Samanden, hvor der er en vidunderlig lejrplads i 2500 meters højde i nærheden af en lille bitte landsby i skoven. 6-7 timers vandring.

12. november: Samanden – Rimbik:
En nedadgående sti tager os til bunden af Sri Kholadalen. Herfra går det opad gennem en tæt skov i Singalila National Park til Rimbik (2300 moh). Det er en spændende dag, hvor vi har mulighed for at gå gennem uberørte områder i Østhimalaya og gennem små landsbyer på bjergskråninger, hvor vi oplever det lokale liv på tæt hold. Vi overnatter i hotel Sherpa i Rimbik. Det lille hotel er ejet af en venlig sherpafamilie. 6-7 timers vandring.

13. november: Rimbik til Bagdogra lufthavn og fly til Delh:
Vi kører fra Rimbik mod Bagdogra lufthavn om morgenen, og herfra flyver vi til Delhi og tjekker ind på hotellet.

14. november: Hjemrejse:
Vi tager et morgenfly fra Delhi og kommer tilbage til København sent på eftermiddagen/aftenen.

Pris og information:
Pris pr.person: 4.750 kr.
Enkeltværelse og enkelttelttillæg: 380 kr.
Dette er et specialtilbud i forbindelse med økologituren.

Prisen inkluderer:

  • Alt udstyr inkl. sovetelt, spisetelt, køkkentelt, toilettelt, luftmadrasser, isoleringsmadrasser,
    hovedpude mm.
  • Nationalpark gebyr,tilladelser mm.
  • Pakheste til transport af bagage
  • Alle måltider inkl. vand
  • Professionel kok og mandskab
  • Rejseleder: Harinder Singh

Man skal selv medbringe en god kvalitets sovepose, vandre- sko eller støvler og andet udstyr af personlig karakter.


« | »

Book en tur

Book en tur

Send os din Feedback

info@magicalhimalaya.dk

Hjælp os at blive bedre

Få svar på din spørgsmål

Få svar på din spørgsmål

Nyhedsbrev