Dolpo Shey Gompa og Jomsom Trek


Dolpo i det vestlige Nepal er et af de allermest fjerntliggende områder i hele Himalaya, og trekket er en opdagelsesrejse i et mytisk land.

Maj måned er nok den bedste måned for vandring i det lavere og øvre Dolpo. Alle passene er farbare, temperaturerne er milde i landsbyerne, og folk er i gang med såning af byg og kartofler i deres marker. Det dufter af forsommer, og planter og dyr er i fuld aktivitet for at få det meste ud af den korte sommer på disse kanter. Der er ingen fare for lave temperaturer, så passene lukker. Mange landsby-beboere tager da også af sted i maj og juni til de højere beliggende bjergskråninger for at lade efter Yarsa Gumba, et meget kostbart svampeskud, der spirer fra svampesporer (Ophiocordyceps sinensis), som har koloniseret en larve den foregående sommer.

Se en film om vores sidste trek til lavere og øvre Dolpo her.

Vi byder på et fantastisk 23 dages langt trek i det lavere og øvre Dolpo. Trekket går gennem en fantastisk natur, som skifter fra skovklædte bjergskråninger til den turkisblå, skønne Phoksundosø, og fra golde klipper til grønne oaser ved Dolpo’s landsbyer. Vi kommer forbi maleriske landsbyer, ældgamle klostre, som Shey Gompa, der tilhører den mytiske bon religion, og vi krydser mange pas over 5000 meter. Bring mod, godt humør og god vilje, og vi klarer resten for dig.

Vi flyver fra Kathmandu til Juphal i det vestlige Nepal, og vi begynder vores vandring med at trekke gennem Suligad til den smukke Phoksundosø. Så krydser vi Nangdalo La pas til Shey Gompa, og derfra krydser vi Sela pas til Saldang landsby. Trekket fortsætter gennem Dolpos maleriske landsbyer frem til Chharka landsby. Fra Chharka vandrer vi mod øst til Sangta og Jomsom, hvor trekket slutter efter 23 dages fantastisk vandring, og herfra flyver vi til Kathmandu eller kører til Pokhara. Tidligere højdeerfaring og udholdenhed er nødvendigt for at kunne gennemføre dette trek.

Dag til Dag Plan

  • Dag 1: Afrejse fra Danmark/Norge.
  • Dag 2: Ankomst i Kathmandu.
  • Dag 3: Sightseeing i Kathmandu.
  • Dag 4: Med fly fra Kathmandu til Nepalgunj.
  • Dag 5: Med morgenfly fra Nepalgunj til Juphal og trek til Dunai. Trekket starter.
  • Dag 6: Dunai – Sulighat.
  • Dag 7: Sulighat – Chhepka.
  • Dag 8: Chhepka – Sumduwa.
  • Dag 9: Sumduwa – Ringmo ved Phoksundosøen.
  • Dag 10: Hviledag i Ringmo.
  • Dag 11: Ringmo – Phoksundo Khola Camp.
  • Dag 12: Phoksundo Khola Camp – Snowfields Camp.
  • Dag 13: Snowfields Camp – Shey Gompa over Nangdalo La pas.
  • Dag 14: Hviledag i Shey Gompa.
  • Dag 15: Shey Gompa – Namgung over Shey La pas.
  • Dag 16: Namgung – Saldang.
  • Dag 17: Saldang – Khomagaon.
  • Dag 18: Khomagaon – Shimengaon.
  • Dag 19: Shimengaon – Tinjegaon.
  • Dag 20: Tinjegaon – Rapka Khola camp.
  • Dag 21: Rapka Khola camp – Chharka.
  • Dag 22: Hviledag i Chharka.
  • Dag 23: Chharka – Nurbulung.
  • Dag 24: Nurbulung – Lhanhima Khola Camp over Sangta La pas.
  • Dag 25: Lhanhima Khola Camp – Sangtha.
  • Dag 26: Sangtha – Dhagarjong.
  • Dag 27: Dhagarjong – Jomsom. Trekket slutter.
  • Dag 28: Ekstra dag.
  • Dag 29: Jomsom – Pokhara – Kathmandu.
  • Dag 30: Hjemrejse.
  • Dag 31: Ankomst i Danmark/Norge.

Detaljeret Rejseplan
11. maj: Afrejse fra Danmark/Norge.

12. maj: Ankomst i Kathmandu, Nepal: Du bliver hentet i lufthavnen og kørt til et behageligt centralt beliggende hotel i Thamel i Kathmandu. Vi bruger kun gode velafprøvede kvalitetshoteller i Kathmandu.

13. maj: I Kathmandu: I Kathmandu bor vi i Thamel, som med sine mange små gader, butikker og restauranter er det mest spændende område i hele Kathmandu. Vi tager på en kort sightseeing i byen, hvor vi først besøger Pashupatinath templet, som er Nepals helligste hindutempel. Templet er dedikeret til Lord Shiva i sin inkarnation som “dyrenes konge”. Den nuværende tempelbygning er fra det 16. århundrede, men selve templets eksistens går tilbage til det 3 århundrede.

Senere besøger vi Boudhanath, som er en af verdens største stupaer og et af Nepals helligste budddistiske steder. Det er et urgammelt helligt sted for tibetanerne, og lang tid før Kathmandu eksisterede, viste tibetanske handelsmænd deres respekt her på vej frem og tilbage ad den vigtigste handelsrute, der gik her forbi. Da tibetanske flygtninge ankom til Nepal valgte de at bosætte sig i nærheden af Boudhanath. Resultatet er mange klostre og en meget speciel atmosfære. Efter sightseeing kommer vi tilbage til vores hotel. Resten af dagen bruges til at udforske byens spændende gader. Kathmandu ligger i ca. 1350 meters højde.

14. maj: Kathmandu – Nepalgunj: Vi tager et eftermiddagsfly fra Kathmandu til Nepalgunj. Nepalgunj er den største by i det vestlige Nepal, og herfra kører der mange busser, og der letter mange fly med kurs mod små lufthavne i fjerntliggende landsbyer. For mange af landsbyerne er fly den eneste forbindelse til resten af Nepal. Ellers ligger de mange dages gåtur ind gennem ufremkommelig bjergområder.
Nepalgunj ligger i Terai, det nepalesiske lavland tæt på grænsen til Indien. Man kan tydeligt mærke varmen her i forhold til Kathmandu, som ligger i 1300 meters højde over havet. Vi oplever gadeliv og byliv i Nepalgunj.

15. maj: Nepalgunj – Juphal – Dunai: Flyet til Juphal går meget tidligt om morgenen. Derfor pakker vi alting om aftenen dagen før, så vi er klare til den tidlige morgenafgang. Flyveturen til Juphal tager ca. 40 minutter, og vi oplever en fantastisk tur over Himalayas yderste bjergkæder, mens vi kan se sneklædte tinder mod nordvest, indtil vi lander på Juphals gruslandingsbane. Juphal landsby ligger 2500 meter over havet. Her møder vi vores trekkingmandskab, som er kommet fra Kathmandu efter mange dages rejse med bus og til fods. De har medbragt alt trekkinggrejet, madvarer mm. Efter at alt er pakket, vandrer vi gennem Juphal landsby og ned til Thulo Bheri floden. Vi vandrer først gennem de nærliggende landsbyer og forbi deres marker, hvor der er sået forskellige afgrøder, som kartofler, hirse, majs og grønsager, og her møder vi den lokale befolkning i deres traditionelle nepalesiske dragter. De tilhører en religion, der er en blanding af hinduisme, buddhisme og lokale religioner fra tidligere tider. Så følger vi en bred sti langs Thulo Bheri floden i et par timer til Dunai, hvor vi slår trekkets første lejr.

16. maj: Dunai – Sulighat: Dunai, som er Dolpos administrative hovedkvarter, er en relativ stor landsby, som ligger godt 400 meter lavere end Juphal. Vi krydser Thulo Bheri floden, hvor den møder Suligafloden. Her kommer vi ind i Shey Phoksundo National Park, som med sin 3555 kv. km er den største i hele Nepal. Derfra følger vi venstre side af Suligad floden et kort stykke tid, før vi krydser over en bro til den anden side, hvor vores campingplads ved Sulighat er. Der er relativt kort fra Dunai til Sulighat, men det er en slags forsikring mod forsinkede/aflyste fly fra Nepalgunj. Der er også en alternativ rute som går højt opover floden.

17. maj: Sulighat – Chhepka: Nu kommer vores vandring for alvor i fuld gang, og vi oplever en fantastisk dag på vandring langs floden og gennem små landsbyer. Stien følger floden det meste af tiden, men kommer lidt op over floden en gang i mellem. Der er en varieret vegetation med mange slags træer og buske, og de stejle bjergsider er dækket med sommervækst af mange græsarter og blomster. Vi krydser til venstre (vestlige) side af floden ved Kageni landsby for igen at krydse tilbage ved lejrpladsen i Shyanta. Derfra kommer vi til Chhepka, som er en lille tibetansk landsby med en flot lejrplads.

18. maj: Chhepka – Sumduwa: Som vi vandrer opad gennem Suligad flodens fantastiske slugt med dejlig natur, krydser vi floden frem og tilbage mange gange over små broer. Vi stiger også hele tiden i højden, og hele atmosfæren skifter langsomt fra typisk nepalesisk til mere og mere tibetansk. Flere af de små tea shops er drevet af folk fra Ringmo landsby ved Phoksundosøen. Vi spiser frokost i Rechi og vandrer videre i ca. tre timer til lejrpladsen i Sumduwa.

19. maj: Sumduwa – Ringmo ved Phoksundo søen: Vi krydser til højre side af floden og går langs floden i en lille times tid, før vi begynder at gå opad ad den stejle bjergside væk fra floden og mod Polam, som tidligere var vinterlandsby for folk fra Ringmo, men hvor der nu kun er ruiner tilbage. Vi fortsætter stejlt opad i endnu en god time til et udsigtspunkt, hvorfra vi kan se et højt vandfald. Vi er nu er på ca. 3800 meters højde, og herfra vandrer vi langsomt gennem birkeskov tilbage til Phoksundo Khola floden. Vi ser den pragtfulde Phoksundosø for første gang. Det er en af de smukkeste udsigter i hele verden. Vi vandrer gennem Ringmo landsby til vores lejrplads ved søens bredder. I dag har vi en relativ kort trekkingdag, og man kan udforske området efter frokost.

20. maj: Hviledag i Ringmo: Her venter en fantastisk dag i nogle af de flotteste bjergomgivelser, man kan forestille sig. Vi har en afslappet morgen i vores lejr, og herefter besøger vi det nærliggende Bon kloster ovenover Ringmo landsbyen. Man kan bruge tiden i landsbyen eller bare slappe af. Ringmo er den sidste landsby i det lavere Dolpo, og herfra skal vi vandre nordpå til det øvre Dolpo og til Shey Gompa og Saldang.

21. maj: Ringmo – Phoksundo Khola camp: Vi begynder at vandre ad en snæver sti langs en klippeside på den vestlige side af søen. Det er en meget spektakulær sektion med flotte udsigter til søen, men samtidig skal man lige holde øje med stien, da den ikke er særlig bred, og det går stejlt nedad til søen. Efter cirka en halv time på en lidt eksponeret sti, går vi opad til næsten 4000 meters højde. Derefter vandrer vi højt op over Phoksundo med flotte udsigter til den 6600 meter høje Kanjirowa bjergtinde mod syd og øvre Dolpo’s bjerge mod nord. Efter et par timer begynder vi at gå nedad til Phoksundos nordlige bred, og her slår vi lejr.

22. maj: Phoksundo Khola camp – Snowfields camp: Vi fortsætter mod nord på Phoksundo Kholas flodsletter (khola betyder floden på nepalesisk). Det går næsten fladt gennem små buske og birketræer i de første par timer. Så drejer vi mod nordvest ind i en snæver dal, hvor

der løber en flod igennem. Vi krydser floden flere gange og går opad gennem et lidt vanskeligt terræn mod Nangdalo La passets (porten til det øvre eller indre Dolpo) basecamp. Passet bliver også kaldt Kang La. I Peter Mathiessens bog, Snow Leopard, bliver det her sted nævnt som snowfields camp.

23. maj: Snowfields camp – Shey Gompa: I dag skal vi krydse trekkets første pas, det krævende 5350 meter høje Nangdalo La. Vi starter tidligt fra vores lejr og begynder med at følge floden, indtil vi går stejlt opad til den snævre venstre dal. Vi fortsætter med at gå opad i dalbunden i ca. en time, indtil vi drejer til venstre og fortsætter videre opad langs en stejl bjergskråning med løs skifer til toppen af Nangdalo La passet. Fra passet er der fantastiske udsigter til Kajirowa Himals bjergtinder mod nord, og man kan se det 8172 meter høje Dhaulagiri glimte i den fjerne horisont. Fra passet går det stejlt ned gennem lidt sne (afhængig af årstid) til bunden af en bred dal, som Hubajun Khola flyder igennem. Efter frokostpause ved floden, følger vi floden hele vejen ned til Shey Gompa. Vi kan allerede se Shey Gompa et stykke tid, inden vi kommer helt ned, hvor Hubajun Khola møder Sephu Khola floden. Vi krydser Sephu Khola over en lille bro og kommer til vores lejrplads ved Shey Gompa.

24. maj: Hviledag i Shey Gompa: Den rødfarvede Shey gompa er det vigtigste kloster i Dolpo. Den tilhører buddhismens Kagyu sekt, som anser direkte undervisning eller overførsel af viden fra Guru til discipel som betydningsfuldt. Marpa, Milarepa og Tilopa er de meste kendte lærerer i Kagyu traditionen. Hvert år i juli måned er der en stor festival i Shey, hvor folk fra nær og fjern kommer. Der er dans og musik, og man går en hellig runde (kora) om Krystalbjerget, som er det helligste bjerg i Dolpo.

Om dagen besøger vi også Tsakhang gompa, som ligger vest for Shey oppe på en klippeside. Vi bruger også dagen til at slappe af i efter en krævende dag over passet.

25. maj: Shey – Namgung: Vi er nu kommet ind i den beboede del af øvre Dolpo. Vi starter dagens tur med at gå langs stien mod øst ud af Shey. Efter en lille times tid langs Sephu Khola floddalen, drejer vi mod nord mod Shey La passet. Stigningen op til passet er let, og vi passerer mange manevægge, før vi når til passet på 5094 meters højde. Fra passet kan man se Kanjiroba Himal mod vest, mens Tibet er mod nord. Fra passet går vi stejlt nedad og senere langs bjergskråninger, indtil vi kan se det gamle Namgung kloster. Vi slår lejr lidt udenfor Namgung.

26. maj: Namgung – Saldang: Vi har en kort vandredag på ca. 3 timer til Saldang. Fra vores lejrplads går vi først lidt op gennem Namgung, og så følger vi stien højt oppe over floden. Der er en let gåning forbi Saldangs mange manevægge og doksaer(sommersættre). Vi spiser frokost i Saldang og nyder en afslappet eftermiddag.

27. maj: Saldang – Khoma: Fra Saldang følger vi Nagon Khola mod syd gennem nogle pragtfulde områder med bygmarker og landsbyer til Cha landsby. De fleste Dolpo landsbyer har tibetanske navne, men ofte bliver de skrevet eller nævnt med gaon til sidst. Gaon er nepalesisk for landsby. Så Sugu bliver til Sugugaon og Cha bliver til Chagaon. Det er nogle af de tættest befolkede områder i øvre Dolpo. Ved Chagaon krydser vi Nagon Khola over en bro og begynder vores opstigning til Khoma La passet (4600 meter). Efter passet går vi ned til den smukt beliggende Khomagaon landsby.

28. maj: Khomagaon – Shimengaon: Vi begynder at vandre mod syd og ned til Gurchhu/Karan Khola floden. Derfra har vi en lille stigning til et mindre pas, som tibetanere vil kalde et gonka, og så vandrer vi ned til Dolpos Panzangdal ved Shimengaon. Vi krydser Panzang Khola floden og kommer til vores lejrplads.

29. maj: Shimengaon – Tinjegaon: Fra Shimengaon forsætter vi vores trek mod syd langs floden og gennem den fantastisk smukke Panzangdal. Vores rute følger den østlige side af floden hele tiden gennem små steder som Sonmagaon, Pahlwa og Sati, indtil vi ser en flod fra sydøst møde Panzang Khola. Floden fra sydøst hedder Polte Khola, og der ligger også mange Dolpa landsbyer opad den del. Vi slår lejr i det pragtfulde Tinjegaon.

30. maj: Tinjegaon – Rakpakhola: Vi går opad langs Panzang Khola. Dalen bliver igen mindre beboet, og ofte passerer vi mange manevægge og små Doksaer (sommersættre) og krydser små sidevandløb, før vi når vores lejrplads ved Rakpafloden.

31. maj: Rakpakhola – Chharka: Vi følger langs Panzang Khola, som nu er et lille vandløb, i ca. en halv time og krydser den til den højre side ind i en sidedal, som leder os til Chharka La eller Mola på 5035 meter højde. Selvom vi stadigvæk er i Dolpo nærmer vi os Mustang, som dog stadig ligger mange dages march væk mod øst. Vi kan se Dhaulagiri bjergkædens evigt sneklædte tinder, som skiller Dolpo fra Mustang. Om nogle dage vil vi krydse den over Sangta La. Fra passet er der et par timer ned til den maleriske Chharka landsby.

1. juni: Hviledag i Chharka: Vi kan sove længe, spise en afslappet brunch, udforske Chharka og gøre os klar til den sidste, men lige så spændende del af vores Dolpo rejse. Vi skal over et 5600 meter pas, som måske er det mest krævende på hele trekket, til Sangta og derfra til Jomsom.

2. juni: Chharka – Nurbulung: Fra Chharka landsbyen forsætter vi langs Chharka Tulsi Khola i en lille times tid, før vi krydser floden til den højre side over en bro. Så vandrer vi gennem dalen i et par timer, indtil vi ser Thasan Khola fra syd møde Chharka Tulsi Khola. Her krydser vi Thasan Khola og vandrer opad mod syd langs Thasan Khola. Vi går konstant opad og drejer langsomt mod øst sammen med floden og nærmer os Chharka landsbyens sommergræsgange. Vi går forbi en Doksa og slår lejr i området.

3. juni: Nurbulung – Lhanima Khola camp: I dag skal vi krydse trekkets højeste pas, Sangta La, som også bliver kaldt Jungben La. Vi starter tidligt om morgenen og begynder at vandre langsomt opad, indtil vi kommer til Molun Sumdo (tibetansk for stedet hvor to floder mødes). Herfra går stien op til en bjergkam på ca. 5100 meter, som nogle kalder et pas (Niwar La). Så vandrer vi lidt ned indtil stigningen til Sangta La begynder. Herfra er der konstant stigning og stien følger skråningen hele vejen til toppen af passet. Det tager ca. 4 timer at nå toppen. Der er vidunderlige udsigter til Dolpo mod vest og til Mustang med Thorung La passet mod øst, mens man kan se Dhaulagiri bjergkædens fantastiske tinder mod syd. Vi står nu på grænsen mellem Dolpo og Mustang. Det går meget stejlt ned fra passet. Afhængig af hvordan det er gået i løbet af formiddagen, slår vi enten lejr lige neden for passet ved Lhanima Khola, eller vi fortsætter videre ned til næste lejrplads.

4. juni: Lhanima Khola – Sangta: Vi følger vores rute ned til Kyalunpa Khola, som vi krydser over en bro. Derfra stiger vi stejlt op ca. 200 højdemeter og drejer mod øst. Stien følger bjergryggen, og vi krydser et par sidevandløb til Santa landsby.

5. juni: Sangta – Dhagarjong: Fra Sangta går vi igen at gå opad i en time, indtil vi kommer på ca. på 4100 meters højde. Herfra bliver stigningen lidt blidere, og vi vandrer langs mange bjergrygge til det højeste punkt på 4460 meter. Teknisk set er det ikke et pas, men der er fantastiske udsigter til Kali Gandaki dalen og Annapurna bjergene, Thorung La, Mustangs landsbyer, Muktinath mm. Vi fortsætter nu ned over flere bjergrygge, indtil vi kan se Dhagarjong landsby fra den sidste bjergryg. Så går det stejlt ned til vores lejrplads.

6. juni: Dhagarjong – Jomsom: Fra vores lejr går vi opad ca. 200 højdemeter. Det er den sidste stigning på vores trek. Så vandrer vi ned til Jomsom by, hvor vores fantastiske eventyr slutter, og tjekker ind på vores hotel. Om aftenen vil vi holde en lille fest og fejre vores storslåede Dolpa trek.

7.juni: Buffer dag: Dette er en ekstra dag, som kan bruges et eller andet sted på turen.

8. juni: Jomsum – Kathmandu: Vi flyver fra Jomsom til Pokhara og videre til Kathmandu.

9. juni: I Kathmandu og hjemrejse: Vi tager til lufthavnen for at tage fly hjem.

10. juni: Ankomst i Danmark/Norge: Ankomst i Danmark/Norge.

Pris Information
Pris per person: 36.980 kr.
Prisen er baseret på delt dobbeltværelse i hotellerne og 2 personer i telt.

Prisen inkluderer:

  • 1. Transfer til og fra lufthavnen i Kathmandu.
  • 2. Alle hotelophold med morgenmad.
  • 3. Al transport efter ankomst i Nepal og i henhold til rejseplanen.
  • 4. Alle indenrigsflybilletter.
  • 5. Lavere Dolpo trekkingtilladelse og øvre Dolpo trekkingtilladelse.
  • 6. Shey Phoksundo Nationalparkgebyr.
  • 7. Annapurna conservation fee(ACAP).
  • 8. TIMS kort.
  • 9. Hel trekpakke med alle måltider, lokal guide, kok, bærere, pakdyr, sovetelt, madrasser, køkkentelt, spisetelt, toilettelt mv.
  • 10. Dansktalende rejseleder.

Prisen inkluderer ikke:

  • 1. Flybillet til og fra Kathmandu.
  • 2. Rejseforsikring og afbestillingsforsikring.
  • 3. Visum og visumgebyr til Nepal.
  • 4. Vaccinationer.
  • 5. Drikkevarer og drikkepenge.

Kort


« | »

Hvad siger vores kunder

Book en tur

Book en tur

Send os din Feedback

info@magicalhimalaya.dk

Hjælp os at blive bedre

Få svar på din spørgsmål

Få svar på din spørgsmål

Nyhedsbrev