Dharamsala Trek – En Unik Oplevelse i Indisk Himalaya

Op mod Kalihani pas.
Klokken er ni om morgenen. Hestemanden Beli Ram venter sammen med sine heste og muldyr under nogle høje majestætiske himalaya ceder træer. Chhering, vores kok, og Om Prakash, vores køkken medhjælper, er også kommet. Alle tre sidder på en stenvæg midt i skoven ved siden af det smukke, gamle Hadimba Devi tempel, som mest ligner en norsk stavkirke. Solen stråler ned igennem træernes kroner og får det hele til at ligne et eventyr. Nina fra Norge og Alex fra Canada, som skal med på trekket, har nydt morgenmaden i et lille German bakery i downtown Manali og er nu på vej til mødestedet i skoven, som ligger 200 meter højere end Manali.

Så er vi alle forsamlede og hestene bliver læssede.

Det tager altid lang tid den første gang, hvor man skal have fordelt oppakningen ligeligt og i balance på hestene og muldyrene.

Vi starter trekket med at gå igennem cederskov. Der er utroligt mange stier, og vores sti er en af de mindst benyttede. Efter en times gang åbner bjergdalene sig op til alle sider, mens Beasfloden skinner som et sølvbånd i bunden af dalen. Skoven bliver mere og mere varieret med mange forskellige træer, bl.a. kastanie, ahorn og taks, og snart holder vi en velfortjent hvilepause på en dejlig eng. Alle er i godt humør. Alex er især glad for engen og begynder at danse udenfor. Det viser sig at være regndans, da der kommer et kraftigt regnskyl, som omgående sender regnguden i ly i teltet. Regnen stopper dog lige så hurtigt som den kom.

Skovene er vidundelige smukke om efteråret.

Næste dag går det bare opad og opad, først gennem birkeskov og senere gennem et pragtfuldt stenområde, og derefter bliver stien, der nu går langs bjergskråningen mod en nordlig sidedal, næsten flad. Udsigten mod Rohtang og Hamta dalene er helt fantastisk. Igen møder vi en del stier, og alle ser lige veltrådte ud. Efter at have gået fladt et stykke tid, skal vi igen skifte gear, da vi begynder at gå op til Khanpari Dhar i 4000 meters højde. På toppen af bjergkammen holder vi frokostpause. Kokken har levet en indisk kartoffelret og indiske chapattis. Hmm. det smager herligt heroppe. Ingen siger en lyd. Alle er optagede af frokosten og de vidunderlige udsigter til et væld af høje, spidse, sneklædte bjergtinder.
Hestefolkene når toppen og tager en rygepause. Ruten er ret kompleks, og vi forlader igen hovedstien og går ned ad bjergskråningen til en lille dal med en bæk og en hyrdehytte lavet af sten, som er tom. Længere nede kommer vi igen tilbage til skoven og når Riyali engen, der ligger i ca. 3600 meters højde. På flere enge lidt længere væk kan vi se en masse små hvide pletter. Det er fårene fra de nærliggende landsbyer, som bliver passet af landsbyernes hyrder. En af dem kommer til vores lejr og vil gerne have lidt kerosene olie, så han hurtigt kan tænde et bål. De fleste andre hyrder, der kommer langvejs fra, er allerede gået videre til andre græsgange, men de lokale hyrder bliver her.

Åh, hvordan skal jeg beskrive det hele. Vi kommer gennem eng efter eng. Der er helt vindstille, og jeg kan høre Baragran floden bruse nede i dalen. Efter et par fantastiske gåtimer kommer vi til floden, som vi krydser en enkelt gang. Chhering hopper adræt fra sten til sten og er hurtigt på den anden side, mens vi andre vader gennem det kolde vand.

Vi kan se stien fortsætte stejlt opad, og så spiser vi frokost og oplader energidepoterne med mad og chokolade, før vi går videre op til Sangor i 4000 meters højde. Her slår vi lejr for natten. Nina er som altid ret krævende når det kommer til finde et fladt sted til sit telt. Hun lægger sig ned her og der, indtil hun er helt tilfreds med hældningen. Til aftensmad har kokken lavet tomat suppe og tortilla lignende papadum til. Alle vil sove godt i nat. Næste dag skal vi over Kalihani passet.
En storslået solopgang byder mig godmorgen, og med en kop varm kaffe, er jeg ude og klar i notime. Lang væk kan jeg se en leopard løbe over stenskråningen. Vi går opad en times tid, og et hav af sne og is venter os.

På toppen af Kalihani passet.

Vejen gennem Kalihani gletsjer.
Skyerne har dækket alt, og sigtbarheden er nede på nogle få meter. Vi går og går på sneen. Vi kan ikke se passet, men vi ved da, hvor det skal være. Efter et par seje timer når vi toppen på 4890 meter, og vi bliver mødt med en dramatisk flot udsigt. Klipper, is, snefelter og klar himmel lige så langt, man kan se. Nedstigning over Kalihani gletscheren tager en time og så befinder vi os i et område med mange flotte søer. Uvejret fra passet har fulgt os til denne side. Det er ved at nå frem, og vi fornemmer et vejret vil blive dårligere. Hvor er bjergvejr dog ikke til at forudse. En kort pause, en hurtig frokost og nedad er den bedste strategi lige nu. Beli Ram, Chhering og kompagni er allerede gået i forvejen. Så går vi ned og ned og ned, indtil vi på lang afstand kan se det opslåede køkkentelt.

Morgen snevejr.
Alt er hvidt. Det har sneet om natten, og det sner stadig. Beli Ram er lidt bekymret, mens vi andre er i fint humør og ikke et spor påvirkede af det dårlige vejr. Eventyr skal jo opleves og ikke undgås, når man er på sådan et specielt trek.

På vej mod Bara Bangahl landsby.

Lille sti og bjergtagende landskab.
Vejret har taget en drejning til det bedre allerede i løbet af formiddagen. Vi sidder på kanten af Kalihani floden, og på den anden side kan vi se en brun Himalaya bjørn med unger. Hun har godt nok set os, men heldigvis udsender vi ingen faresignaler til hendes radar. Stille og roligt leder hun efter rødder, mens ungen kigger sig omkring på bagbenene. Sådan er Kalihani området, langt væk, hvor selv vi mennesker ingen fare udgør.

Ankomsten til Bara Bangal landsbyen (2600 meter) er som at rive en side af fantasi historien. Man fornemmer først det beboede område et kort stykke tid inden man ser landsbyen. Den har to dele, hvoraf den ene del nærmest ser ud til at hænge fra en klippe side, når man ser den oppefra. Ruten går nu langs marker, hvor beboerne dyrker majs og bønner. Vejene til landsbyen går over høje pas eller gennem næsten ufremkommelig klipper, hvor selv heste og muldyr ikke kan færdes. Om vinteren flytter de fleste af landsbyens beboere ned til nogle lavere liggende dale, men nogle få tilbringer vinteren her. Om vinteren falder der meget sne, og der er ingen forbindelse til landsbyen bortset fra med helikoptere. Beboerne her er meget gæstfrie og tilbyder os, at vi kan få et varmt bad i deres huse. Der bliver varmet vand, og vi får et lille hjørne af huset, hvor vi kan nyde at hælde det varme vand over os. Sikken en luksus efter mange dages trek.

I Bara Bangahl landsbyen.

Over Thamsar passet i Dhauladhar kæden til Dharamsala.

Efter et hyggeligt ophold i landsbyen drager vi nu videre mod vores næste pas, Thamsar passet på 4730 meters højde i Dhauladhar bjergkæden. Opad og opad går det mod passet, mens vi nyder synet af landsbyens marker indtil de forsvinder og bjergtinderne i Mani Mahesh kæden mod nord, der viser sig i sin fulde skønhed.

På vej mod toppen af Thamsar passet.

Vores lejr er lige ved foden af passet. Hestemanden vil gerne tidligt af sted næste morgen, da han er lidt bekymret for, at hestene vil begynde at synke ned i sneen ved Thamsar gletscheren efter solopgang. Vi bliver alle sammen enige om, at en tidlig start vil give os maksimal nydelse af stigningen til passet.

Der står en isnende kold vind fra passet ned gennem dalen, så vi sidder alle i køkkenteltet, og venter på morgenmad. Her er der to store blus på fuldt tryk, og der er dejligt varmt. Chhering og Om Prakash er i gang med spejlæg, havregrød og chapatti produktionen. Chhering laver en varm drik til alle hele efter sin egen opskrift, og den giver varmen i hele kroppen.

Og så ud og gå og hurtigst muligt opbygge kropsvarmen. Efter en halv time bemærker vi ikke vinden, men kun det storslåede sneområde ved Thamsar gletscheren, bjergtinderne til den anden side og den knasende lyd af hård sne under skoene. Den vidunderligt smukke solopgang, det uberørte snelandskab og den rytmiske fremgang mod passet vil jeg huske i lang tid fremover. Thamsar passet præsenterer sig fra sin skønneste side. I morgendiset kan vi se den lavere Uhl dal i sydsiden af Himalaya og de indiske sletter, der ligger meget længere nede. Hestemanden Beli Ram beder en bøn i et lille tempel og takker gudinden, Kali, for et endnu en sikker passage.

De smukke stier langs Uhl dalens landsbyer og gennem prægtige skove bringer os til en skøn lejrplads i Rajgundha landsbyen. I morgen vil være vore sidste trek dag på vores vej mod Bir, hvorfra vi kører videre til Dharamsala med bil. Alex fra Canada gentager, its beautiful, its beutiful, oh it cannot be true. Ja, men smukt er det, sandt er det også, og uforglemmelig er det.

Artiklens forfatter på Thamsar passet.

Skrevet af Harinder Singh, Rejseleder og guide på trekket.

Næste Dharamsala trek:
Afrejse den 30. september 2017. Rejselængde 21 dage.
Se hele trek beskrivelse på https://magicalhimalaya.dk/ture/dharamsala-trek/


«

Hvad siger vores kunder

Book en tur

Book en tur

Send os din Feedback

info@magicalhimalaya.dk

Hjælp os at blive bedre

Få svar på din spørgsmål

Få svar på din spørgsmål

Nyhedsbrev